Genre: | tvshows |
---|---|
Tilføjet: | 19/3 2025 |
Se med, når de glade amatører starter helt fra bunden og skal lære alt det basale: at kaste, gribe og drible. Det er op ad bakke, når man hverken har kondien, boldøjet eller fysikken med sig, og der er lang vej igen, hvis holdet skal blive klar til den store finalekamp mod 90ernes jernhårde ladies.
Lars Rasmussen og Kristina Mulle Kristiansen har deres sag for med de ni glade håndboldamatører, og der synes uendelig lang vej mod finalen og kampen mod de jernhårde ladies fra 90erne. ZULU HK bliver tæsket igennem af en personlig træner, der ubarmhjertigt sliber kageformen til, og så spiller holdet deres første kamp - mod en flok dygtige udviklingshæmmede.
Holdet har stadig ikke styr på de basale håndboldregler, og træner Lars Rasmussen må have drengene på skolebænken for at terpe på den mest nødvendige viden om det ædle spil. Holdet testes til grænsen af et overlegent U14-hold, og da det går op for ZULU HK, at de også skal spille kamp mod de små drenge, daler humøret. Det smitter af på banen, og Lille Lars må svinge pisken og minde holdet om, at det er træneren, der bestemmer.
Intet professionelt sportshold uden teambuilding. Det er blevet tid til, at ZULU HK-drengene får hår på brystet og lærer at presse sig selv. Derfor har trænerne Lars Rasmussen og Kristina 'Mulle' Kristiansen arrangeret en overlevelsestur, der skal ryste drengene sammen. I regn og slud og med tung oppakning kæmper drengene for at beholde ja-hatten på, men som mørket falder på, sniger krisen sig ind på drengene, der må sande, at samarbejdsevner heller ikke er deres stærkeste side.
ZULU HK overlever med nød og næppe den benhårde overlevelsestur. Desværre må drengene indse, at de ikke rammer sofaen foreløbigt, da de i stedet står over for endnu en prøvelse - en hård kamp mod et oldboyshold fra Lyngby. Der er under to måneder til finalekampen mod de jernhårde ladies, og trænerne Lars og 'Mulle' begynder så småt at mærke presset. I håbet om at skabe den rette vindermentalitet beslutter de pressede trænere at sende udvalgte spillere til coach.
ZULU HK-drengene har endelig fået en smule styr på håndbolden, og derfor er det nu tid til at fylde på med tips og tricks, der måske kan overraske de jernhårde ladies i den store finalekamp. Drengene får besøg af den tidligere landsholdsspiller Kasper Nielsen, der er kendt for sine raffinerede bissetricks på banen. Og så øver drengene deres visuelle udtryk, når halgulvet skiftes ud med strandsand til en omgang beach-håndbold.
ZULU HK og de ukuelige trænere Lars Rasmussen og Kristina 'Mulle' Kristiansen drager på trænings- og dannelsesrejse til Island. På Island elsker de håndbold, så drengene får kam til deres hår, da de møder en flok stærke og stolte islændinge fra Reykjavik. Finalen mod de jernhårde ladies nærmer sig med hastige skridt, og nerverne er solidt plantet uden på spillernes lyserøde trøjer. Især da en af holdets stærkeste spillere pludselig truer med at forlade holdet.
ZULU HK og de ukuelige trænere Lars Rasmussen og Kristina 'Mulle' Kristiansen drager på trænings- og dannelsesrejse til Island. I Island elsker de håndbold, så drengene får kam til deres hår, da de møder en flok stærke og stolte islændinge fra Reykjavik. Finalen mod de jernhårde ladies nærmer sig med hastige skridt, og nerverne er solidt plantet uden på spillernes lyserøde trøjer. Især da en af holdets stærkeste spillere pludselig truer med at forlade holdet.
Det tre måneder lange vanvidsprojekt er næsten ved sin ende, og den store finale mod de jernhårde ladies nærmer sig med hastige skridt. Til sidste træning inden den endelige finale kan cheftræner Lars Rasmussen konkludere, at ZULU HK langt om længe spiller som et hold. Men da det går op for drengene, hvem deres modstandere er, begynder nervøsiteten at indfinde sig. Har en flok amatører en chance mod tidligere OL-vindere? Kan man udrette mirakler alene på troen, og kan boldnørderne lave den helt store overraskelse?