Lina Rafn

Lina Rafn Sørensen er en dansk sanger, sangskriver og producer hovedsageligt i den danske dance- og popduo Infernal. Infernal har vundet to danske Grammy'er, og solgt 1,7 millioner album og singler på verdensplan. Lina Rafn var ifølge KODA den tredje mest succesfulde kvindelige danske sangskriver i perioden 2006–2010. Lina Rafn er født på Nørrebro i København og vokset op i forstaden Herlev. Før hendes musikalske karriere tog fart, dansede hun både sportsdans og forskellige andre slags dans. Tidligere var hun backing vokalist for sangerinden Mirah (1994–95), og hun har danset i forskellige andre sammenhænge som: Cirkusrevyen (1993), Sound of Seduction (1993-94), utallige TV shows, film og modeshows. Hun startede Infernal med sin daværende kæreste Paw Lagermann og Søren Haahr i 1997, som debuterede med singlen "Sorti de l'Enfer" på Kenneth Bagers pladeselskab Flex Records. Året efter kom debutalbummet Infernal Affairs, der solgte over 80.000 eksemplarer og vandt en Dansk Grammy for året dance-udgivelse. Infernal fik i 2005–06 international succes med singlen "From Paris to Berlin", der var den sjette mest solgte single i Storbritannien i 2006. Da hun startede i Infernal, var det ikke meningen, hun skulle synge, men så fik hun nogle sangtimer og er blevet sangerinde. I 2008 udtalte Lina Rafn om sit syn på sig selv som sangerinde: "Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg var Celine Dion eller Whitney Houston. Jeg synger til husbehov, men jeg har noget på hjerte." I 2007 fik Lina Rafn en del opmærksomhed for sin kamp for at kunne trække sine kostumer og make-up fra i skat. Efter at have tabt sagen ved Østre Landsret var hun til et møde med skatteminister Kristian Jensen, og Dansk Musiker Forbund overtog sagen og ankede dommen til Højesteret. I august 2010 stadfæstede Højesteret dommen fra 2007. I 2008 kom hun for alvor i offentlighedens søgelys som dommer i X Factor på DR1, sammen med Thomas Blachman og Remee. I 2009-udgaven var hun mentor for vinderen Linda Andrews. Hun kunne pga. sin graviditet ikke være dommer i 2010-udgaven af det populære talentshow. Hun vendte tilbage som dommer i 2014-udgaven af X Factor, sammen med Blachman og Remee, hvilket er første gang siden 2009-udgaven at den oprindelig dommertrio er tilbage. Hun fortsatte i 2015-udgaven. Hun stoppede inden 2016-udgaven pga. en turne med Infernal. Siden 2014 er Lina Rafn en af ejerne af Danmarks største natklub Klosteret. Privat Som barn var hun stor fan af Shu-bi-dua og hørte meget af deres musik på kassettebånd. Lina Rafn har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Parret er bosat i Valby, og Lina fødte parrets første barn, Karmen, den 16. marts 2010. Vis kilde på IMDb